Til startsiden Read this page in Egnlish

Hvordan bruges de forskellige drejejern?

Jeg prøver her at give en introduktion til nogle af de måder, som en række af de forskellige drejejern kan bruges. Det er dog langt bedre at lære at dreje med en erfaren til at vise, hvordan det skal gøres og til at korrigere fejl og uvaner. Selv en, med mindre erfaring end én selv, kan ofte se og korrigere uvaner, som man ikke selv er opmærksom på.


Generelt

Der er en række grundlæggende forskellige måder, værktøjerne kan skære træet på, illustreret på billedet til højre. De fleste drejejern kan bruges på flere måder og derfor dække flere forskellige teknikker.
Skæreteknikken svarer til den måde, en kniv skærer på, når man snitter i træ. Skæreteknikken er den teknik, der giver det reneste snit og den pæneste overflade. For at kunne styre værktøjet ved skæreteknikken er det vigtigt, at fasen (det område, hvor slibningen har fjernet materiale) ligger an mod træet, men man skal ikke presse fasen mod træet - det giver let ustabilitet og vibrationer. Det er sjældent at hele fasen kan ligge an mod træet, men det er heller ikke nødvendigt, bare den del, nærmest ægge og eventuelt den del længst fra æggen, ligger an mod træet.
Skrælleteknikken svarer til den måde, en høvl skærer på. Den giver i nogle tilfælde en pæn overflade, men i andre tilfælde kan det være vanskeligt at opnå en pæn overflade, da træet let rives op. Igen er det lettest at styrer snittet, hvis fasen ligger mod træet.
Skrabeteknikken er anderledes ved at fasen ikke ligger mod træet. Teknikken er nemmere at lære og styre end de foregående, men den giver generelt ikke så godt et snit og heller ikke så pæn en overflade og desuden er den meget langsommere til at fjerne materiale. Tidligere var der mange amatører der næsten udelukkende brugte denne teknik, men den er langsom og den giver en overflade, der kræver meget pudsning, så i dag bruger de fleste skæreteknikken. Skrabeteknikken bruger de fleste dog af og til, hvor andre teknikker er vanskelige.
Skråskrabning (engelsk: shear scraping) er en mellemting mellem skrabe- og skæretekninikkerne. Skrabejernet bruges her vippet på siden i en vinkel på ca. 45°, hvor det giver et renere snit end ved den traditionelle skrabeteknik. Skrabejernene skærer dog ikke så godt som andre drejejern, da de er slebet i en stor vinkel.

For at opnå en jævn bevægelse af jernet og dermed en jævn overflade er det for det meste vigtigt at bevæge hele kroppen sådan, at det ikke er armene alene, der bevæger drejejernet. Det opnås bedst, hvis man bruger hoften til at støtte den hånd, der holder på håndtaget.


Grundlæggende anvendelse af drejejern

Anlægget stilles tæt på emnet, som derefter roteres med hånden for at sikre, at det ikke nogen steder støder mod anlægget. Drejebænken tændes og man tager værktøjet, den ene hånd holder på håndtaget, normalt for enden, og den anden oppe på stålet. Drejejernet lægges på anlægget sådan, at æggen er et stykke fra træet, og hånden på stålet flyttes, så fingrene støtter mod anlægget som man finder det behageligt.
    Skrabestål holdes med spidsen nedad og bevæges forsigtigt hen mod opad til kontakt med træet og langsomt opad til det begynder at skrabe. Derefter bevæges jernet frem og tilbage der hvor der skal fjernes træ.
    Skærende stål lægges med fasen mod træet i en vinkel, så den skærende æg er tæt på men ikke kommer i kontakt med træet. Derefter vippes jernet, til æggen får kontakt med træet og begynder at skære. Stålet bevæges langsom fremad mens det skærer. Hvis træet har en buet form, skal håndtaget langsomt bevæges sådan, at æggen og fasen begge forbliver i kontakt med træet.


Når drejejernet 'hugger i'

Alle drejere oplever, at jernet 'hugger i' (eller hvad de nu kalder det). Det skyldes normalt forkert teknik eller uopmærksomhed.
    Ved skære- og skrælleteknik skyldes det næsten altid, at fasen ikke ligger an på træet som vist midt på tegningen til højre. Det kan også skyldes, at hjørnet af jernet (den aller yderste kant på æggen) får fat i træet.
    Ved skrabeteknik skyldes det næsten altid at jernet ikke er holdt med spidsen en anelse nedad.



U-stål

Drejrøret eller bare 'røret', var udbredt i gamle dage, da det var vanskeligt at fremstille u-stålet. I dag er u-stålet mest udbredt, da det er en del nemmere at lære at arbejde med. Begge bruges som udgangspunkt med skæreteknik, så det er afgørende, at fasen ligger an mod træet.
    U-stålet er nok det drejeværktøj, der har flest forskellige slibninger, men her beskrives kun brugen af den almindeligste slibning som vis på billedet her til højre.
    Den grundlæggende måde at bruge U-stålet på, er ved at lægge fasen an mod emnet sådan, at den fasen næsten er parallel med emnets overflade men den skærende ende en anelse væk fra emnet. Skæftet skal være lidt under vandret og bedst holdt med den ene hånd i enden af skæftet støttet mod hoften. Udfræsningen - den åbne side af u'et - skal vende midt mellem vandret og lodret. For at komme til at skære, bevæges skæftet, så den skærende ende af fasen kommer i kontakt med emnet, og samtidig bevæger sig langsomt fremad. Kroppen følger så vidt muligt værktøjet, så man hele tiden kan støtte hånden for enden af skæftet mod hoften. Vil stålet ikke skære, kan man dreje udfræsningen en smule mere opad eller dreje spidsen af drejejernet en anelse mere ind mod træet.
    Ved drejning nede i fordybninger som f.eks. ved udhulingen af en skål, kan u-stålet med den almindelige slibning ikke komme til i krumme hjørner eller dybere udhulinger, fordi jernet støder mod kanten af emnet, så fasen ikke kan ligge an mod emnet, og så mistes kontrollen over værktøjet. For at komme dybere kan man så skifte til et u-stål, med en stejlere (kortere) slebet fas eller endnu bedre med den slibning, der kaldes irsk slibning ('irish grind'). Alternativt må man skifte til en helt anden type drejestål, f.eks. en krog, et ringstål eller et af de mange specielle drejestål til udhuling.


Drejerør

Drejerøret er lidt vanskeligere at lære at bruge end u-sålet, så man bør først begynde at bruge det, når man har god erfaring med u-stålet. Røret bruges mest til langsdrejning og kan næsten ikke komme ned i skålformer, så det er ikke egnet drejning af såle og lignende. Til gengæld er det godt til at lave dekorative former på langsdrejede emner. Desuden kan spidsen med den slanke fas komme ned i meget mindre sprækker, end u-stålet kan.
    Røret bruges på en anden måde end beskrevet ovenfor for u-stålet, når man f.eks. skal ned i en fordybning på et langsdrejet emne. Her bevæger man hele skæftet i en stor bue, så det står vinkelret på emnet, når man er nået ned i bunden af fordybningen.

Skrubstål

Skrubstålet er meget let at bruge, lettere end u-stålet, og det hugger ikke nær så let i. Det bruges mest ved langsdrejning til at grovdreje et firkantet emne til en cylinder. Det bruges som u-stålet, men man kan bruge skæret meget længere op ad siden, og det gør det lettere at tage store spåner. I modsætning til u-stål og rør, kan man arbejde 'baglæns' med skrubstålet, altså det kan skære, mens man bevæger det i den modsætte retning af den, som værktøjet peger i. Man bruger også af og til skrubstålet med skrælleteknik, hvor det giver en lidt mindre glat overflade, men det har ikke så stor betydning, da det mest bruges til grovdrejning.


Mejselen

Mejselen kan bruges på mange forskellige måder og den giver for det meste en virkeligt god overflade, men den kræver en del øvelse at lære at bruge. Mejselen er normalt rektangulær i tværsnit, men den kan også være rund. Den slibes fra to sider, så den har to fase i modsætning til u-stålet, røret og skrubrøret. &Aelig;ggen er normalt vinklet i forhold til vinkeltret på længderetningen, og den kan være lige eller buet.
    Mejselen bruges mest til langsdrejning. Ved den mest udbredte teknik lægges jernet i en vinkel, så æggen danner en vikel på ca 45° med omdrejningsaksen med æggen skråt nedad. Derefter lægges fasen på emnet så højt, at æggen ikke rører, og det trækkes så tilbage til det skærer med midten af æggen. Herefter bevæges jernet sidelæns.
    En anden måde at bruge mejselen på er at skære et v-formet indhak med spidsen. Spidsen af mejselen stikkes næsten direkte ind mod træet med den ene fas parallel med skæreretningen og æggen vippet lidt væk fra snitfladen. Når man ikke kan skære dybere vippes mejselen og laver et tilsvarende snit i den anden side og der skiftes sådan frem og tilbage til man har nået den ønskede dybde og form. Der kan med denne teknik laves flere former for snit f.eks. v-formede snit og snit, der er vinkelrette på overfladen. Denne teknik kan også bruges til drejning på ender af træet. Disse to typer snit er vist på video på "The Woodturner's Workshop" under " The 'V' cut" og " Squaring the end".


Stikstål

Der findes en række forskellige typer stikstål (se nogle på fotoet til højre), men de bruges på samme måde: stålet lægegs på emnet så højt, at kun fasen og ikke æggen rører træet som vist ved 1 på figuren til højre. Derefter trækkes det tilbage ind til æggen når træet og det begynder at skære som ved 2. Herefter skal det bevæges både fremad og nedad for at skære jævnt. Stikstålet laver på denne måde en dyb smal rille ned i træet, og for at undgå, at stikstålet bliver klemt fast, kan man af og til trække det ud og tage et snit en anelse ved siden af, for at gøre rillen lidt bredere.
    Denne metode giver et snit af skrælletypen. Det giver ofte et mindre pænt snit, når det bruges til at stikke et emne af, idet der er tendens til at flosse fibrene. Derfor er der mange, der foretrækker et skærende værktøj til skille det færdige emne fra den rest af træet, der opspændes på.
    Stikstålet kan også bruges til at afsætte positions- og dybdemærker på træet til opmærkning inden den egentlige formgivning starter, og her fjernes de flader, som stikstålet har flosset, efterfølgende.
    Stikstålet kan også bruges med skrabeteknik. F.eks. er der mange der bruger det til at lave fordybningen hvor en spændepatrons bakker skal holde et emne, men her gælder igen, at det ofte giver et mindre pænt snit.


Hvordan skal anlægget stilles?

Det er almindeligt, at man i begyndelsen har problemer med, hvor højt anlægget skal indstilles. Senere får man en fornemmelse af, om det skal flyttes op eller ned, og man tænker så ikke længere på, hvor højt det egentligt er indstillet.
    Højden af anlægget afhænger bl.a. af hvilket drejejern, man bruger og hvordan man bruger det. Som tommelfingerregel kan man sige, at anlægget skal indstilles så dets overside er en anelse under emnets omdrejningsakse. For nogle drejejern, f.eks. mejsel og stikstål skal anlægget stilles noget lavere.
    Afstanden fra anlægget til emnet skal normalt være lille uden at det støder mod emnet, men her gælder det igen, at nogle drejejern kræver en større afstand f.eks. stikstål, mejsel og nogle skrabejern.

Drej emnet med hånden inden du starter drejebænken! Det er så ærgerligt at få ødelagt sit arbejde bare fordi anlægget støder på det, og det kan også føre til farlige situationer. Det betyder også, at drejebænken bør stoppes inden anlægget flyttes. Det er naturligvis ofte alt for besværligt og der er da heller ikke noget i vejen for at flytte anlægget mens drejeb



Søg på mine sider:


Har du kommentarer, rettelser, tilføjelser, spørgsmål eller andet, er du velkommen til at skrive til mig.