Opspænding af træet i drejebænkenNår et stykke træ skal drejes, skal det holdes fast i drejebænken på en eller anden måde. En anordning til at holde træet fast med, kaldes ofte en patron. Der er en lang række forskellige muligheder, og jeg vil her gennemgå de mest almindelige:Opspænding mellem medbringer og pinolDenne opspændingsteknik er den almindelige til lange emner, f.eks. bordben. Medbringeren, som den vist til højre, er en slags klo, der anbringes i spindelens konus og presses ind i træets ene ende mens pinolen understøtter træet i den anden ende. Denne type drejning kaldes 'langsdrejning'.Montering på planskiveEmner, der er brede men ikke lange kan monteres på en planskive. Det er en skive, der kan skrues på spindelens gevind og i skiven er der huller til skruer, så træ kan skrues fast til skiven. Planskiven bruges typisk, når man skal dreje en skål.Mange planskiver har kun tre huller til skruer til at montere træet med, når man køber dem. Man kan så med fordel bore flere huller,, både langs kanten og længere inde for at give mulighed for at bruge flere eller kortere skruer. SpændepatronerSpændepatronen er et dyrt men meget anvendeligt tilbehør til drejebænken. Den har tre eller fire kæber ('bakker'), som kan spændes hårdt mod træet.Mange spændepatroner kan holde på firkantede emner, så det ikke er nødvendigt at dreje en tap på emnet først. Til de fleste spændepatroner kan man købe ekstra bakker i forskellige størrelser og udformninger til opspænding af træ med forskellige størrelser og former. Man kan også ofte få specielle bakker, der er så store ('Jumbobakker'), at de kan holde på f.eks. yderkanten af en næsten færdig skål, så bunden kan drejes færdig. Disse bakker har ofte gummiklodser, der presser mod træet, så der ikke sættes mærker. Opspænding i skruepatronEn skruepatron er simpelthen en skrue, der skrues ind i et hul i træet. Skruen kan f.eks. være monteret i en konisk holder, der passer til spindelens konus, i centrum af en planskive, i en speciel klods med gevind der kan skrues på spindelakselen eller i en spændepatron.BarkpatronBarkpatronen er en smart anordning, som er god til at holde uregelmæssige emner som f.eks. et stykke træ med den naturlige uregelmæssige barkoverflade. Lige som skruepatronen kræver den kun, at man har boret et hul i emnet. Barkpatronen består af en cylinder med en lille affræset flade, hvor der anbringes en rulle. Patron med rulle stikkes ind i hullet på emnet, og når det roterer, bliver rullen presset fast mellem fladen og træemnet, så det spændes fast. Nå træemnet skal frigøres, roteres det simpelthen modsat drejebænkens rotationsretning.En række andre metoder:Montering i konus: Træemnet drejes til, så det har en konisk ende, der passer ind i spindelens konus som det så bankes ind i.Træpatron: I et stykke træ, der er spændt op med en anden metode, drejes en fordybning, hvor det drejede emne passer så stramt, at det sidder fast nok, til at blive drejet videre. Pinolen bruges ofte til at støtte. Limpatron: Træemnet limes simpelthen med et stykke papir imellem fast til et stykke affaldstræ, der f.eks. monteres på planskiven. Efter drejning sprænges limningen og limen slibes af. Derved undgås f.eks. mærker fra planskivens skruer. Til sidst pudses limrester af det drejede emne. Skumbeklædt skive: Hvis man ikke har en spændepatron med jumbobakker kan man spænde skåle op til færdigdrejning af bunden på en stor skumplastbeklædt skive, der f.eks. er monteret på en planskive. Skålen holdes fast mod skiven med pinolen. Den sidste stump, som pinolen støtter mod, må man skære af i hånden.
Udover de nævnte opsændingsmetoder og tilbehør findes der et utal af andre typer som enten kan købes som ekstraudstyr eller som man selv kan lave af en rest træ.
Videre til 'Hvordan bruges drejejernene'
Tilbage til 'Introduktion til trædrejningsteknikker' Tilbage til startsiden om træ og trædrejning
|