Til startsiden Read this page in Egnlish

Slibning af værktøj

Når man begynder at dreje i træ, tror de fleste, at de skal lære at dreje. Men mindst lige så vigtigt er det at lære at slibe værktøjet. Hvis ikke værktøjet er slebet rigtigt, er det umuligt at opnå et godt resultat. Mange begyndere er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på dette.
    Det er lettest at bruge en bænksliber til slibningen af det meste drejeværktøj, men det kan også gøres på en vådsliber eller i hånden med en slibesten. Nogle bruger værktøjet direkte fra bænksliberen mens andre giver værktøjet en yderligere behandling: nogle har en kludeskive med polermiddel på bænksliberen og bruger den til at fjerne grater og til at give en skarpere æg, andre bruger en fin slibesten i hånden og polerer til sidst æggen så den bliver skarp som et barberblad, andre....
    Til bænksliberen er de hvide aluminiumoxidsten eller de lyserøde (rubinholdige) eller de blå bedst, da de ikke så let tilstoppes. De mørkegrå (korundsten, urent aluminiumoxid, de kaldes nogle gange fejlagtigt karborundumsten, men karborundumsten er grønne og bruges til slibning af hårdmetal), der normalt følger med bænksliberen, er bedst til blødt stål, smedejern etc. De kan dog godt bruges, men man skal sørge for at rense dem ofte med en slibestensafretter, når man bruger dem til hårdt værktøjsstål. Pas iøvrigt på: farven på sten af forskellige typer kan variere meget, og de kan være misvisende, så man tror, at det er en anden type sten.
    Ved slibning på bænksliberen skal man som altid ved maskinslibning af værktøj passe på, at det ikke bliver for varmt hvis det ikke er high-speed-stål (HSS), da det så mister hårdheden. Hvis stålet er blevet blåt, har det været for varmt, hvis det ikke er high-speed-stål.


Slibning i praksis

Hvordan gør man så, for at opnå den rette slibning? Der er en række forskellige teknikker, der i øvrigt er (næsten) ens uanset om man bruger en vådsliber eller en bænksliber.

Slibning i frihånd: betyder (her) slibning uden anordninger til at hjælpe med at give den rigtige slibning. Det kan gøres i flere grader. I den mest 'frie' bruges anlægget slet ikke. Næste trin er at støtte hånden mod anlægget og et trin yderligere er at lægge stålet på kanten af anlægget. Hvad man foretrækker er noget af en smagssag. At den 'mest frie' slibning er mest prestigefyldt er noget pjat. Jeg foretrækker selv at støtte hånden på anlægget til slibning af de fleste værktøjer og for nogle andre at lægge værktøjet på anlægget som beskrevet nedenfor.
    Når man sliber mere eller mindre på frihånd har man ingen hjælp til at styre slibevinkelen og man kommer nemt til at slibe, så vinkelen bliver større eller mindre med tiden. Det er derfor en god ide at måle slibevinkelen med en vinkelmåler en gang imellem, hvis man ikke er sikker på, at man kan se om vinkelen er korrekt.
    Når man skal lære at slibe i frihånd, er det en god øvelse at prøve at lægge værktøjet mod slibeskiven uden at den kører, og så vippe det op og ned for at få en fornemmelse af, hvordan det føles, når fasen ligger rigtigt an mod stenen. Det føles godt nok en del anderledes når den kører, men det giver alligevel en bedre fornemmelse.
    For at undgå, at stenens nedadgående rotation og tryk trækker værktøjet nedad, så der slibes mest af ved æggen og fasen bliver kortere og kortere, skal man trykke en smule opad.

Brug af anlægget. For begynderen er det en nemmere måde end frihåndsslibning at bruge anlægget til at styre slibevinkelen. Det gøres ved at indstille anlæggets vinkel sådan, at slibevinkelen bliver den rigtige, dvs at fasen ligger an mod slibestenen når stålet ligger fladt ned mod anlægget. Nogle værktøjer er ret svære at slibe på frihånd, f.eks. u-stål slebet med 'irsk slibning' ('irish grind'), og her kan det være en stor hjælp at bruge anlægget.
    Problemet ved denne metode er at få indstillet anlægget til den rigtige vinkel. Man kan bruge værktøjets fas som skabelon, men der er en risiko for, at vinkelen langsomt bliver større eller mindre uden at man opdager det. Det er derfor, ligesom ved frihåndsslibning, en god ide at måle vinkelen med en vikelmåler en gang i mellem. På nogle bænkslibere er det også meget vanskeligt at indstille vinkelen og holde den stabilt.

Brug af hjælpeanordninger ('jigs'): Der findes en lang række hjælpeanordninger til slibning af drejeværktøj. Den, der kaldes 'O'Donnell jig', er meget simpel og meget effektiv. Det er i bund og grund bare et nyt anlæg til bænksliberen, men lavet sådan, at man meget nemt kan indstille det til den vinkel, der skal bruges til de forskellige typer værktøj og samtidig har den en større anlægsflade, som gør det lettere at holde værktøjet an mod den. Den er dog temmelig dyr. Man kan selv ret simpelt lave noget lignende af nogle stumper træ, se f.eks. Brian Cliffords forslag. De andre typer af hjælpeanordninger har jeg ingen erfaring med.
    Af en stump rør, kan man selv lave en meget simpel og effektiv hjælpeanordning. Læs mere her.

Generelt:
I modsætning til når man drejer, skal man have et løst greb om håndtaget med den ene hånd og holde det med fingerspidserne, så det let kan roteres. Det giver oftest en god støtte at lægge håndtaget mod hoften (hvis håndtaget er langt nok). Lige som når man drejer, kan det være en hjælp at lægge værktøjet på stenen lidt over det punkt, hvor æggen rører stenen og så trække det tilbage til hele fasen er i kontakt med stenen. Når man drejer, er det nemt nok at vide, hvornår man har trukket værktøjet langt nok tilbage, da det begynder at skære, men ved slibningen er det lidt sværere. Man må lytte og føle sig frem, se på, hvornår gnister fra slibningen begynder at bevæge sig ind over æggen, se efter slibestøv, der farver oversiden af æggen, og med tiden lærer man at føle, hvornår det rigtige punkt er nået.
    Det kan være svært at slibe værktøjet i Ún bevægelse, men det er heller ikke nødvendigt. Man kan f.eks. lægge et u-stål på med den midterste del af fasen mod stenen først og så dreje stålet rundt om længdeaksen til den ene side er slebet. Derefter drejes det hurtigt og med let eller intet tryk mod stenen tilbage til midten og derfra langsommere og med lidt større tryk (stadig meget lille) videre ud til den anden side.
    Slibningen behøver ikke at være perfekt, dvs med Ún jævnt sammenhængende fas. Man kan få et udmærket fungerende værktøj selv om der er flere facetter på fasen. Men det er vigtigt at have et rimeligt stort jævnt område ved æggen. Det behøver heller ikke være et sammenhængende område langs hele æggen. Men det er der nu mange meninger om...

Slibning i hånden (i modsætning til på bænk- eller vådsliber) har jeg ikke så meget erfaring med, men en ting er vigtigt: at stenen ligger an mod hele fasen under slibningen, så man ikke får en konveks fas. Man kan både bruge en almindelig slibesten og en af de moderne diamantslibere. Diamantsliberne er i øvrigt meget velegnede til at slibe drejekroge og andre værktøjer, der er lidt besværlige at slibe på maskine eller som der skal slibes så lidt af som muligt for at de ikke bliver slidt op for hurtigt.

Et godt tip: uanset slibemetode, er det en god hjælp inden slibningen at farve fasen med en bred, sort spritpen så man kan se, om man får slebet over det hele. Er der et område, der ikke er slebet, farves resten eventuelt op igen og slibningen fortsættes, til man er tilfreds.


Hvad er den rette slibning?

Det er ikke muligt at sige, hvad der er den rigtige måde at slibe en bestemt type drejestål på (selv om nogle gør det), da det afhænger af anvendelsen og ens personlige smag. F.eks. kan man vælge at bruge en større vinkel til hårdt træ end til blødt løst træ. Slibningen afhænger også i høj grad af brugerens teknik, se f.eks. Johannes Michelsens specielle måde at slibe U-stål på. En spidsere vinkel giver generelt et skarpere værktøj som til gengæld hurtigere bliver sløvt.

Der kan dog alligevel sagtens gives en række retningslinier for slibningen. Slibefasen (det område, som der er slebet på) skal i et længdesnit være konkav/hul (eller evt. lige) som vist nederst på figuren til højre for at kunne give støtte under drejningen. Hvis fasen er udadbuet/konveks vil stålet generelt blive vanskeligt at arbejde med. Slibestenens runde form giver automatisk en hulning af fasen, hvis man holder stålet rigtigt under slibningen.



U-stål slibes typisk til en vinkel som angivet på figuren på omkring 40-45░. Til drejning dybt i en skål er det praktisk med en større vinkel og vinkelen kan også varieres efter træsorten. Alt i alt kan vinkelen typisk variere fra 30 til 70░.
    Den enkleste slibning af u-stålet fås ved at holde fasen mod stenen og rotere værktøjet om længdeaksen så hele fasen bliver slebet. Nogle foretrækker en slibning, hvor håndtaget svinges lidt ud til siden når man nærmer sig yderpunkterne af fasen. Andre skubber værktøjet lidt længere op ved yderpunkterne.
    U-stål kan slibes på mange andre måder, f.eks. 'fingernail grind/swept-back grind', 'irish grind' eller 'nib gouge' - søg på internettet efter mere information om andre slibninger. Jeg er selv glad for 'irish grind', og måske skriver mere om det senere.
Drejerør slibes normalt med en noget spidsere vinkel end u-stål. Vinkelen er her 30-50░. Røret kan slibes ved at rotere om længdeaksen og holde håndtaget i samme position. Rør slibes altid langt op på siderne til almindeligt brug, men de kan også slibes som skrubrør som nævnt nedenfor.
Mejselen er et af de mest anvendelige drejestål (efter U-stålet). Den er imidlertid ikke det letteste at slibe. Man kan enten slibe mejselen med en lige æg som vist til venstre på figuren ovenfor eller med en svag bue som vist til højre. &Aelig;ggen kan også være vinkelret på længdeaksen, men det er ikke så almindeligt, da det så er lidt vanskeligere at bruge mejselen, men til gengæld gør den til det nemmeste drejejern at slibe. Slibevinkelen er typisk på 30-40░.
    Slibningen foregår ved at lægge værktøjet på stenen så hele fasen er i kontakt og æggen er parallel med stenens rotationsakse. Hvis stenen er smallere end æggen må værktøjet bevæges fra side til side. Hvis det er en mejsel med buet æg må håndtaget desuden bevæges fra side til side sådan, at hele fasen bliver slebet og hele tiden med den del af æggen, der rårer stenen, parallel med stenens omdrejningsakse. Mejselen slibes på begge sider. Man kan eventuelt skiftevis slibe på den ene og den anden side.
Skrubstål/skrubrør slibes lige som den almindelige slibning af u-stål og drejerør med den forskel, at æggen ikke buer bagover.
Stikstål Kan enten slibes med Ún fas i en vinkel på omkring 50-70░ eller med to, der tilsammen giver en vinkel på omkring 50-70░. Hvis stikstålet kun har Ún fas, sliber man ofte en fordybning i den øverste smalle flade (se foto ved vejledning i brug af stikstålet).
Skrabestål slibes til en vinkel på omkring 60-80░, men vinkelen er ikke kritisk.

Slibning af andre typer værktøj

Knive til sløjdarbejde slibes normalt med en vinkel på 20-25░. Knive til køkkenbrug, jagt og fiskeri slibes med en noget større vinkel, typisk 35-40░, grøntsagsknive og filetknive kan slibes lidt skarpere, omkring 30░.
    Økser slibes med en vinkel på 30-45░.

Søg på mine sider:


Har du kommentarer, rettelser, tilføjelser, spørgsmål eller andet, er du velkommen til at skrive til mig.


Tilbage til 'Introduktion til trædrejningsteknikker'

Tilbage til startsiden om træ og trædrejning