Drejning af en snurretop
Det er hurtigt og forholdsvis let at dreje en snurretop, men nok ikke det første man skal prøve at dreje. Fremgangsmåden er beskrevet nedenfor. Tallene henviser til figuren til højre.
|
1. Man starter med at spænde et passende stykke træ op mellem medbringer og pinol. Stort set alle træsorter kan bruges, men det skal være frit for fejl og knaster.
I nogle spændepatroner kan man spænde et firkantet stykke træ op, og hvis du har sådan en, er det hurtigere at gøre det. Har man ikke en spændepatron, kan man eventuelt skrue klodsen på en planskive, i skrue patron, træpatron eller montere den i konussen.
Hvis man ikke er helt sikker på sin spændepatrons evne til at holde træet fast, bør man vælge et kortere stykke træ end vist på figuren. Stykket på figuren er stort nok til tre snurretoppe.
Klodsen drejes rund, nemmest med et skrubstål ellers med et skrubrør eller bare med et u-stål eller en mejsel, som man nu foretrækker det. Derefter drejes en tap i den ene ende, der passer til opspænding i spændepatron. Hvis man vil montere klodsen i konussen, skal tappen passe med konussens størrelse. Jeg bruger u-stålet til at dreje tappen med, men man kan også bruge f.eks. et stikstål.
Man kan også lave tappen i pinol-enden, hvis det er lettere at komme til.
|
2. Klodsen monteres i spændepatronen (eller i konussen, eller bliver siddende på planskiven) og rettes af, så den ikke slår. Nu drejes den nederste del af snurretoppen med spidsen, den skal køre på. Jeg bruger et u-stål. Fasen lægges på træet parallelt med længdeaksen næsten ude ved enden og jernet skubbes fremad samtidig med, at håndtaget bevæges, så fasen hele tiden er parallel med skæreretningen. Den endelige form opnås ad flere omgange.
Den nederste flade pudses med slibepapir.
|
3. Oversiden af snurretoppen drejes på samme måde som undersiden - men naturligvis i med jernet vendt modsat. Undervejs er det nødvendigt at fjerne noget træ til venstre for, for at gøre plads.
Oversiden pudses.
|
4. Så kommer det sværeste: 'stilken'. Til at starte med, kan man gøre lige som ved drejningen af over- og undersiden, men på et tidspunkt, er der ikke plads til at fasen kan ligge mod træet. Her er der flere muligheder. Jeg vender u-stålet, så fasen ligger mod træet og jeg skærer med den yderste del af skæret som vist på tegningen. Man kan også skifte til f.eks. et lille rør.
Stilken pundses.
Snurretoppen stikkes af med en mejsel, et rør eller med u-stålet, som dog kræver mere plads. (Man stikker ikke lige ind som med et stikstål, men laver et v-formet hak).
|
|
Har du kommentarer, rettelser, tilføjelser, spørgsmål eller andet, er du velkommen til at skrive til mig.
|